ULVSHALE
Ulvshale har mange forskellige typer natur, bl.a. moser, enge, lækker sandstrand, hedelandskab og ikke mindst Ulvshaleskoven. Når man kører fra Stege mod nord til Ulvshale har man på sin venstre side hele kysten med Hegnede Bugt med store  rørskove. Ved selve Ulvshale kommer man først til sommerhusområdet, der ligger ud til Østersøen med en om sommeren velbesøgt badestrand. Campingplads er her også, og herfra er der kun få skridt ud til Østersøen mod nordøst, rørskove mod syd og Ulvshaleskoven mod nord, hvor den "tager" over. 

Ulvshaleskoven bestod tilbage i 16-1700 tallet mest af velvoksne egetræer, men blev gennem en årrække herefter udsat for en voldsom hugst, da man skulle bruge græsningsarealer til husdyrene. Midt i 1800-tallet blev skoven genrejst og siden har mange forskellige træarter vokset her. Store dele af Ulvshaleskoven er naturskov, og der foretages kun nænsom skovhugst af hensyn til skoven specielle karakter.    

Både nord og syd for Ulvshaleskoven er der engområder, der er vigtige yngleområder for mange fugle som ænder, gæs og vadefugle. Syd for Ulvshaleskoven er der et stort lyng-område med hedelyng og enebær, et sted med mulighed for mange spændende fuglearter i både forårs- og efterårssæsonen.

Nord for Ulvshaleskoven - umiddelbart før broen til Nyord - ligger Skansen, et gammelt skanseanlæg - bygget til kanonstillinger først i 1800-tallet. Det er i dag et spændende område at gå i, idet man har et særegent naturområde med græsenge, overdrevslandskab med enebær og egetræer og samtidigt et godt udsyn over "Ulvshaleløbet", det smalle farvand mellem Ulvshale og Nyord. 

Ved Ulvshales nordspids ligger "Mågenakken", en velegnet rasteplads for vadefugle fra sidst i juli. Her ses de fleste almindelige vadefuglearter, men der bydes ofte på andre, mere sjældne arter. Man kan gå til Mågenakken ad stranden fra campingpladsen sydøst for Ulvshaleskoven. 

RETUR TIL LOKALITETSOVERSIGT