MØN FYR/BUSENE HAVE
Møn fyr ligger på det sydøstligste af Møn med en fremragende udsigt over Østersøen. Man kører fra Busene mod øst og i stedet for at dreje til venstre ind i Klinteskoven fortsætter man ligeud mod syd. Herfra kan man se Møn fyr ude ved kysten. 

Området omkring Møn fyr er med åbne marker, men langs kysten er der kraftig bevoksning af tjørn og krat på skrænten ned mod vandet. Der er her kun få meter ned til strandkanten, men mod nord hæver skrænterne sig og bliver efterhånden det vi kender som Møns Klint. 

I det tætte krat langs kysten raster forår og efterår mange småfugle, og kysten virker samtidigt som ledetråd for trækkende fugle mod nord. Endvidere er det muligt at se mange andefugle over havet, herunder især ederfugletræk. 

Lidt vest for Møn fyr ligger en lille charmerende kystskov "Busene Have". Om foråret høres et væld af fuglestemmer fra skoven og det åbne engområde vest for skoven. På hegnspæle og pigtråd omkring det åbne engområde ses flere rastende småfugle som fluesnappere og rødstjert, og det er som regel også her, man finder mange af årets første sangere. 

Det er muligt at køre helt ind i skoven og parkere på èn af de to små p-pladser helt ude ved den sydvendte kyst. Herfra er der en skøn udsigt over Østersøen og mod Klintholm Havn, og det er et velegnet sted at bade om sommeren.       

Møn Fyr - foto: Per Schiermacher-Hansen

RETUR TIL LOKALITETSOVERSIGT