| JYDELEJET |
| Jydelejet ligger nord for
Klinteskoven og er en slugt, der skærer sig ind i landskabet bag
klinten. Jydelejet er et åbent overdrevslandskab med spredte
trægrupper af især bøg og enebær på bakkede
græsningsområder. Når man kommer fra Stege bevæger man sig opad i landskabet fra Magleby til Klinteskovens begyndelse, og fra vejen kan man tydeligt se områdets højeste punkt "Aborrebjerget" med sine 143 meter. Umiddelbart før indkørslen til campingpladsen drejer man til venstre mod Liselund og 200 meter fremme ligger en mindre p-plads, hvorfra der er adgang til Jydelejet. |
|
| Foto: Jens Dithmarsen | |
|
Jydelejet er et yndet udflugtsmål i træktiden om foråret, hvor der raster mange forskellige småfugle i det særprægede landskab. Vendehalse og vipstjerter, småfuglefald af rødstjert og rødhals m.v. er nogle af de specialiteter, man kan opleve her, og af og til medfølger sjældnere arter som lille fluesnapper og blåhals. Over træernes toppe og de stejle skrænter svæver et bredt udvalg af rovfugle, som bedst lader sig se fra Aborrebjerg, hvortil man kommer via en stejl sti kun få minutters gang fra p-pladsen. Fra Aborrebjerg er der i klart vejr udsigt til Stevns og Farø-broerne, hvilket også giver gode muligheder for at se forårstræk af rovfugle, traner og storke. Og det er virkelige sjældenheder, der ses herfra i maj måned, hvis man er heldig og er på stedet under gode vejrforhold. Artslisten omhandler bl.a. hvid og sort stork, havørn, lille skrigeørn, kejserørn, slangeørn, mange trækkende traner og selvfølgelig de almindelige rovfugle som hvepsevåge, musvåge, spurvehøg, rød glente og flere falkearter.Hvis man fortsætter ind i Jydelejet ender man helt ude ved klinten, hvor man befinder sig højt over havet med en flot udsigt. Man kan herfra fortsætte langs klinten enten i nordlig retning mod Liselund eller sydpå mod selve Klinteskoven. I Jydelejet er der natur for enhver. Foruden det smukke landskab og fuglene findes her en flora, som er sjælden i Danmark. Mest kendt er de mange forskellige gøgeurtarter, men også kodrivere, af hvilke der findes flere arter og krysninger samt et væld af andre vilde blomster. |
|
|
|
|
Jydelejet - foto: Per Schiermacher-Hansen |