STEGE JORDBASSINER

Vest for Stege by ligger et område, som Stege sukkerfabrik tidligere brugte til udledning af slam. Stedet kaldes og er egentlig "slambassiner", hvortil slam, vand og jord fra sukkerroerne blev udledt, da sukkerfabrikken stadig var i drift. I dag ligger området som rekreativt område med en spændende natur og varieret fugleliv, her er det især andefugle og lappedykkere, som nyder godt af de mange bassiner med tilpas vanddybde. 

Stedet er let at finde og køre til, når man kører ad Kostervej fra vest mod Stege ligger området synligt på venstre hånd, lige inden man kører ind i Stege/ Lendemarke. Overfor Shell-tanken fører en grusvej til en lille p-plads, hvorfra man kan gå direkte ind i området. Der er stier langs alle sider af de mange bassiner, hvorfor det er muligt at  komme tæt på fuglene. Mod nord går man ad sti langs kysten til Stege bugt.     

Stedet er en ideel rasteplads for mange ænder om vinteren, og om foråret kommer mange af vores almindeligt ynglende andefugle til, men også mange knarænder og toppet og gråstrubet lappedykker.       

Om foråret kan man være heldig at finde græshoppesanger og savisanger.

RETUR TIL LOKALITETSOVERSIGT