GEMTE ARTIKLER

Havørne-parret på Tærø 2010.

Tekst og fotos: Jens Dithmarsen

Igen i 2010 skete der noget drastisk ved havørnereden i fyrretræet på Skallehoved, idet reden styrtede ned onsdag den 12. maj i en kraftig blæst fra NØ. Samtidigt faldt der ca. 25 mm regn.

Allerede weekenden før bemærkede Bjarne Hemmingsen, der ofte observerer fra Basnæs havn, at reden lå lidt skævt i træet. Det var sket efter en strid blæst, også fra NØ.

Torsdag morgen den 13. maj opdagede den lokale observatør Poul Rasmussen med teleskop fra Basnæs havn, at reden var styret ned.

Bjarne tog til Basnæs havn for at se skaderne an. Jeg befandt mig i København.

Bjarne fik kontakt til en lokal lystfisker og fik ham til at sejle sig til Skallehoved. Her fandt Bjarne 2 ”hønsestore” havørneunger på jorden sammen med den nedstyrtede rede.

Den ene unge sad fast i grenene under reden, og den ene vinge var lidt medtaget, men skønnedes ikke at være brækket. 

Begge fugle var afkræftede, den fastklemte mest. Bjarne fik fuglen fri. Den havde ikke overlevet uden hjælp. 

Vi fik kontakt til Peder, der bor på Tærø og fik ham til at levere et par store bigballer halm ud under redetræet for at få fuglene op fra jorden.

Det lykkedes at få stablet de 2 halmballer og smidt redemateriale op oven i ballerne.

Ungerne blev herefter placeret i redematerialet sammen med fiskerester.

Ca. 1 time efter redningsaktionen var jeg taget til Basnæs havn, hvorfra jeg observerede mod Skallehoved. Det var ca. kl. 1830.

Begge gamle fugle sad på spidsen af Skallehoved og virkede meget tilbageholdende.

Efter ca. 3 kvarter lettede hunnen og satte sig tæt på redetræet, hannen fløj væk, men kom tilbage efter ca. 15 minutter.

Hunnen havde tydeligt interesse mod jorden fra toppen af et fyrretræ. Hannen kom til og afleverede føde til hunnen.

Efter yderligere 15 minutter fløj hunnen ned mod jorden med føde i fangerne. Hun har formentlig sat sig på toppen af halmballerne, der ikke kan ses fra Basnæs grundet grønt løv i underskoven.

Det tydede på at de gamle fugle havde kontakt til ungerne igen, begge gamle fugle var tæt på eller ved reden efterfølgende, og hannen tog rollen som ”vogter” i redetræet.

Det var glædeligt at se hvad der skete, og vi kunne ikke gøre andet end at give ørnene fred og ro og håbe på, at alt ville gå, til trods for den hårde medfart, ungerne havde haft. 

De gamle fugles aktivitet på stedet ville afsløre, om ungerne klarede det.

Den 19. maj 2010 tog Bjarne Hemmingsen og jeg til Skallehoved med båd for at kontrollere, at ungerne stadig var på halmballerne og om de havde overlevet. De var jo noget forkomne, da de blev fundet på jorden.

Det skete selvfølgelig med Vordingborg kommunes tilladelse, idet der på Skallehoved er adgangsforbud som følge af de ynglende havørne.

Vi ankom på østsiden og gik i land. Vi fortsatte til redetræet, hvorunder de to halmballer var stablet.

På toppen lå 2 fine og tørre havørneunger og trykkede sig. De var tydeligt blevet større i den uge, der var gået, og de havde begge fået en del fjer.

Vi konstaterede, at de havde det godt, og der lå føderester og masser af ekskrementer på jorden omkring halmballerne.

Vi tog et par fotos og forlod herefter ungerne igen og sejlede tilbage til Basnæs.

Bjarne Hemmingsen foretager inspektion af ungerne.

En ca. 30 dage gammel havørne-unge.

En rede af halmballe med tang og grene.

Det var det sidste, der blev set til ungerne i meget lang tid. Underskoven på Skallehoved, hvor halmballerne står, var allerede den 12. maj sprunget ud og alt var grønt og frodigt. Det har derfor ikke været muligt at se ungerne og halmballerne, hverken fra Bogø eller Basnæs havn.

Eneste indikation på at der var liv var de gamle forældrefugles vedvarende ophold på stedet i træerne tæt på ungerne, og at de ofte sås flyve ned mod jorden med føde.

Det er selvfølgelig ærgerligt at vi ikke – som de tidligere år – har kunnet følge ungerne i reden i toppen af fyrretræet på Skallehoved. Det er kun ganske få steder ved de ynglende danske havørnepar, man kan det. 

Enten er rederne godt gemt, eller stederne er lukket. Og der, hvor rederne er placeret i løvtræer, forsvinder de som regel også, når løvet bliver grønt.

Ved en helt normal opvækst ville ungerne være flyvefærdige omkring den 1. juli, men det kunne næppe forventes at ville ske med Tærø-ungerne i 2010. 

Vi var usikre på om begge unger var i live. Forældrefuglene var dog stadig omkring det gamle redetræ, så liv var der. 

I uge 27 fik vi oplysninger om, at begge unger var i live, da den ene unge blev set løbe og delvist flyve ved engene nord for Skallehoved, den anden sås på stranden mod vest i færd med at baske med vingerne for at finde lidt luft.

Problemet for havørneungerne var sandsynligvis, at de ikke har været højt nok over jorden til rigtig at kunne træne vingerne. I redetræet ca. 12 meter over jorden fik de tidligere unger masser af vind at øve sig  på. Det var bare at folde det ca. 2 meter lange vingefang ud og øve sig.

Det har ungerne i år ikke haft samme mulighed for, da de kun har været knap 2 meter over jorden og det meste af tiden i læ.

Status den 3. august 2010.

Den ene unge er flyvende. 

Den anden unge blev så sent som den 1. august set nord for Skallehoved gå rundt på jorden, men også hoppe op på en gren og med meget besvær holde balancen for ikke at falde ned. Ungens højre vinge er formentlig beskadiget efter styrtet i maj, det virker som om at "hånden" i højre vinge "hænger", og ungen forsøgte kun meget få gange at få luft under vingerne, selv om vinden var frisk.

Den ser ikke afkræftet eller svækket ud. Men den sidder meget afventende, som om den venter på føde fra forældrefuglene, som jo hidtil er kommet med føde til ungen.

Hvor længe forældrefuglene vil komme med føde er uvist.

Tiden må vise om ungen vil overleve og komme til at flyve. 

Status den 6. august 2010.

Poul Rasmussen, lokal observatør fra Vest-Møn, har fulgt ørnene intensivt gennem hele foråret og sommeren, meddelte i dag, at han har set den usikre efternøler af en havørneunge lette for første gang og flyve omkring, om end lidt usikkert, men langt om længe så højt, at det også foregik i trætop højde. Det var selvfølgelig gode nyheder.

Ørnens Dag 2010

Ringmærkning af havørne-ungen på Tærø.

Tekst og fotos: Jens Dithmarsen

I 2008 blev de første havørne ringmærket i Danmark som led i et internationalt ringmærkningsprojekt for havørne.

I år blev parret på Tærø udset til at få ringmærket deres afkom, da det i 2009 var 3. år i træk, at parret ynglede, og da det kun er unger af erfarne forældrefugle, der ringmærkes, var det oplagt at vende blikket mod ungen i toppen af fyrretræet på Skallehoved. 

Det var længe kendt, at der kun var én unge i reden i år, og det forlyder at flere par i landet har opgivet, eller har fået færre unger. Men en unge er bedre end slet ingen. Det var jo også 2 succesfulde år i 2007 og 2008, hvor der begge år var 2 unger i reden på Tærø.

Torsdag den 28. maj mødtes jeg med 3 gutter fra det jyske ved Petersværft. De havde ringmærket havørneunger på Lolland-Falster dagen i forvejen.
Der var forinden indhentet tilladelse fra Tærø,s ejer til at ørneungen måtte ringmærkes. Peder, som bor på Tærø, var villig til at sejle os til øen, så alt var klart til torsdag morgen, hvor vi dog blev lidt skeptiske om det kunne lade sig gøre grundet en kraftig vind og en fugtig nat med temmelig meget regn.
Men der var opklaring på vej og vi tog af sted og ankom til Skallehoved på Tærø ca. kl. 0915 i flot dansk sommervejr med god vind og en flot himmel, der hele tiden skiftede med sol og truende regnskyer. Men det holdt tørvejr og de to professionelle klatrer Kim Madsen og Claus Petersen tog bestik af stedet og meddelte, at de godt turde kravle til tops til reden i fyrretræet. 

De gamle havørne sad i nogle udsigtstræer i nærheden. De fløj i starten lidt rundt over reden, men fortrak kort efter fra stedet. Ungen var fodret om morgenen, så den havde ikke behov for at se forældrefuglene før sidst på dagen for at få mere føde. 

	Claus på vej op til havørnereden.

Havørneungen blev hentet ned i en sæk. Den var temmelig stor - efter mine egne observationer ca. 60 dage gammel, men den kunne endnu ikke flyve. Den blev siddende pænt på redekanten, mens Claus lagde en sæk over den, hvorefter den blev hejst ned til jorden, hvor Lars U. Rasmussen tog imod for at ringmærke den.

Det er imponerende at se sådan et havørne-næb. Næbbet var Lars ikke var bange for, men "fangerne" (kløerne) er voldsomme at komme for tæt på, især hvis den skulle få fat i en. Så dem havde Lars hele tiden et fast greb om. 

Ungen blev ringmærket med en orange og aluminiumsfarvet ring (orange over aluminium) på højre ben. Ringen viser at fuglen er ringmærket i Danmark. På det venstre ben fik den en sort/blå ring (sort over blå) med nummer, ringens farve viser den er ringmærket i 2009. 

Ringenes farver kan ses på lang afstand, numrene kan aflæses med en kraftig kikkert og hvis ørnen ikke er for langt væk. Derved er der mulighed for at identificere fuglene, f.eks under fouragering eller lign.

	Ringene er monteret, herefter blev ungen målt og vejet.
	Et imponerende næb

Fuglen vejede 4 kg, den fik målt vingelængde, tykkelse på "tarser" (ben), hvorefter Lars kunne beregne, at fuglen var en han og at den var ca. 64 dage gammel.

Efter ca. 15 minutter var fuglen atter på vej til tops, hvor Claus ventede i reden, en ca. 2 x 2 meter bred og 1 meter høj rede, foret med tang. 

Der blev indsamlet en masse efterladt ørnefoder, bl.a. rester af fasan, blishøns, fisk og gråand. 

Claus har efterhånden været med mange steder og hentet ørneunger ned fra de danske havørnereder, men denne redes placering på Tærø var et af de flotteste steder, han havde været indtil nu, fortalte han. 

Udsigten er fantastisk - og så hele 360 grader rundt. 

----------------

Ungens opvækst er forløbet fint og heldigt var det, at den var nået en flyvefærdig alder allerede først i juni, idet reden i toppen af fyrretræet blæste ned i det kraftige blæse- og regnvejr i dagene omkring den 11. og 12. juni.

Heldigvis var ungen fløjet af reden i løbet weekenden forinden, idet den blev set i reden om lørdagen den 6. juni sammen med begge forældrefugle. Om søndagen den 7. juni var der ingen fugle i reden, hvorfor den formentlig allerede dér var ude og flyve for første gang.

Ungen er siden set sammen med en eller begge forældrefugle holde til i nærheden af den ødelagte rede. 

Det har endnu ikke været muligt at konstatere, hvor meget af reden, der er styrtet ned.

Debat om årsagen til at havørnereden styrtede ned.

Tekst: Jens Dithmarsen.

Der har i løbet af uge 28 været en livlig debat om bl.a. årsagen til at havørnereden på Tærø styrtede ned. Denne debat fik sin begyndelse i en "tråd" på www.fugleognatur.dk, hvor "nogen" mener at det var ringmærkningen, der var årsag til redens endeligt. Man havde rygtevis hørt at "ringmærkerne ikke kunne nå op i reden, fordi stigen var for kort" og at "man skulle holde sig fra at udføre sådan noget når man ikke havde forstand på det" ligesom man mente at reden var styrtet ned i en alm. sommerblæst.

Debatten bevirkede endvidere, at man krævede en redegørelse fra Zoologisk Museum om ringmærkningen på Tærø.

Denne redegørelse er leveret og gengivet på fugleognatur.dk. 

Jeg skal her kort supplere min oplevelse af ringmærkningen som ansvarlig redekoordinator, idet jeg ellers henviser til min lille artikel ovenfor, der beskriver hvordan ringmærkningen blev gennemført. 

At der ikke i detaljer er beskrevet, hvordan man kommer op i en havørnerede, beliggenden i toppen af et fyrretræ, er med vilje, idet der ikke er grund til at give personer med skumle bagtanker gode ideer. Her tænker jeg på redeplyndring. 

Der skal dog ikke herske tvivl om, at adgangen til reden afhang meget af hvordan redetræet var konstrueret fra naturens side og hvordan reden var placeret. Vi havde ingen konkret viden om hvordan træet og reden så du, da vi tog af sted til Tærø den 28. maj om morgenen, og vidste derfor ikke om det kunne lade sig gøre at komme derop. Det var først ved ankomsten at dette kunne afgøres. 

Såfremt det ikke havde været muligt at komme op til reden uden at beskadige denne eller redetræet, var mærkningen ikke gennemført. 

Redetræet var dog konstrueret med mange kraftige grene under reden, grene som ikke bar reden, men som kunne bære at hejse sig op i og bruges som "trinbræt" for at komme op i selve reden. De ideelle forhold gjorde, at intet ved reden eller redetræet blev beskadiget, og ingen grene blev knækket, flyttet rundt på eller skubbet til.

Nedstyrtningen skete ca. 14 dage efter at ringmærkningen fandt sted, og det skete i dagene omkring 11. og 12. juni, hvor vi havde nogle meget kraftige og skiftende vinde. Det var ikke blot en  almindelig ”sommerblæst”, vi oplevede på Sydsjælland de dage. Det kan man få bekræftet, hvis man læser DMI,s vejrarkiv om vejret de aktuelle dage. Her viser tabeller, at vi i området Vest-/Sydsjælland og Lolland Falster havde vindstød op omkring 20 m/sek. og over 50 mm regn alene den 11. juni. Det er ikke normalt sommervejr, men det er en vejrtype, der er blevet hyppigere de senere år, og som vi kommer til at se mere af.  

Havørne-reder styrter af og til ned. Desværre, men det er ikke noget nyt, men kendt af alle, der følger med i og læser om havørnenes udbredelse i Danmark.  Selv reder i tætte og kraftige bøgetræer styrter ned, det har vi set eksempler på i sydøst Danmark, hvor vi har mange par. 

Derfor var det ikke uventet, at reden i toppen af fyrretræet på Skallehoved ville styrte ned en dag. Vi har altid frygtet, at det ville ske midt i ynglesæsonen, og det var tæt på denne gang.

.......................................

Et par ord skal nævnes omkring adgangsforbuddet på Skallehoved, idet det også er nævnt, eller kan opfattes som om at nogen er utilfredse med at man ikke må nærme sig Skallehoved, fordi de rugende havørne skal have fred. 

Lovgivningen giver muligt for at naturbeskytte f.eks. ynglende havørne, dermed give forbud mod at komme i skoven eller som på Tærø, halvøen Skallehoved. Man har mange steder anvendt denne mulighed og lukke et område af for at beskytte og give ørnene fred. På sigt vil disse adgangsforbud formentlig blive brugt i mindre grad, idet man efterhånden har fået meget mere viden om ørnenes behov for ro og fred i yngletiden. Der vil fremover komme nye ynglepar til, også i områder, hvor man ikke vil gribe til så drastiske adgangsforbud, men hvor ørnene må leve med de forstyrrelser, der er på stedet. Havørnene kan formentlig som erfarne fugle tåle mere uro end vi mennesker umiddelbart tror, men som helt unge og uerfarne ynglefugle er de meget påvirkelige og nervøse ved uro.

På Skallehoved var og er der behov for et adgangsforbud. Lige under reden ligger et gammelt bålsted, som i mange år er brugt af lokale sejlere på udflugt med madkurven fra Basnæs og andre småhavne i området. Det siger sig selv at det vil være en voldsom forstyrrelse for havørneparret, hver gang nogen går i land og tager ophold tæt på reden. 

Det er selvfølgelig beklageligt, at havørnen netop skulle lægge sin rede dér, men det har den nu engang selv bestemt, og lovgivningen kan beskytte den i sådanne tilfælde. Det er fra lokale beboeres side nævnt, at det var ærgerligt at man ikke kunne bruge Skallehoved på udflugt i sin båd, men har samtidigt udtrykt glæde ved at have et ørnepar at se på.

Naturgenopretning på Knudshoved Odde.

Tekst og fotos: Jens Dithmarsen.

Knudshoved Odde er et unikt naturområde i Sydsjælland, et overdrevslandskab med mange små bakker adskilt af flade arealer, hvor man kan over store afstande kan se, hvordan landskabet tegner sig.

Eller nærmere burde kunne se, for Knudshoved Odde er de seneste 20-25 år groet voldsom til med krat og buskads på strækningen vest for ”Draget” ud mod spidsen.

	"Draget" - en smal sandtange ud til de sidste-4-5 km af Knudshoved Odde.

Knudshoved Odde ejes af Rosenfeldt Gods ved Vordingborg og blev fredet i 1954, idet man ønskede at bevare dette specielle landskab, som var dengang. Rosenfeldt Gods har tidligere haft mange ungkreaturer på odden, og derved blev græs og andet vækst holdt nede. Det unikke landskab blev bevaret og ”plejet” på en helt naturlig måde.

Antallet af kreaturerne faldt i ´70,erne og forsvandt helt i ´80,erne. Lige vest for ”Draget” var en indhegning med 3-5 amerikanske bison opført, og det var i mange år det eneste sted på odden, hvor opvæksten blev holdt i ave.

Knudshoved Odde var i mange år op til midt i ´80,erne ynglested for den meget sjældne Høgesanger, der også var at finde få steder på Møn og Lolland-Falster. Typisk for Høgesangeren var, at den gerne ville være dér, hvor den Rødryggede Tornskade var, og fuglene kunne findes med reder tæt på hinanden lige vest for ”Draget” ved bisonfolden, samt længere ude på nordsiden af odden ved Misteltensbakken. Fritstående hvidtjørn var yndet redested og sangpost. Mange fugleinteresserede har besøgt Knudshoved odde for at se denne flotte Høgesanger.

Manglende naturpleje og græssende kreaturer, der kunne holde overgroningen i ave, var formentlig en medvirkende årsag til at Høgesangeren forsvandt fra odden. Grænsen til Høgesangerens udbredelse mod nordvest var dog det sydlige Danmark, hvorfor dens eksistens som ynglefugl i Danmark var truet og meget tvivlsom. Høgesangeren yngler noget nordligere øst på, bl.a. på Øland i Sverige. Rødrygget Tornskade yngler stadig på Knudshoved Odde.

Overgroningen tog voldsomt til siden, især vildroser og brombær tog over og kvalte mange af de buske og småtræer, som stod spredt ved bevoksningerne. Mange flotte hvidtjørne blev overgroet og flere måtte lade livet, og bevoksningerne blev flere steder på odden helt uigennemtrængelige, angrebet af spind og kvalt af især brombær.

Arbejdet med at holde den uønskede vækst i ave var en umulig opgave for Rosenfeldt Gods, selv om flere forsøg blev gjort, bl.a. med udsætning af får og geder. Indtil bisonokserne blev flyttet fra odden var deres indhegning af de bedste steder at se på fugle, planter og sommerfugle, idet bisonokserne afgræssede området og skrabede i jorden, hvilket gav en fantastisk rig flora og fauna.

Vordingborg kommune indførte efter kommunesammenlægningen en naturpolitik, hvor bl.a. naturgenopretning var nævnt, idet man blandt andet ville ”sikre kvaliteten af eksisterende naturområder ved naturgenopretning”, og hvor bl.a. fredede områder og specielle landskabstyper er højt prioriteret.

Dette medførte at Rosenfeldt Gods og Vordingborg kommune indledte et samarbejde om at naturgenoprette på Knudshoved Odde, men først efter at projektet var godkendt af Fredningsnævnet. Naturorganisationerne blev hørt, herunder også DOF Storstrøm, hvor lokalafdelingen blev enige om at støtte projektet og fremkom med nogle forslag, bl.a. at der skulle udfærdiges en plejeplan.

Vordingborg kommune gik i  gang med projektet og i samarbejde med Rosenfeldt gods blev udpeget de områder, hvor der skulle ryddes krat og uønsket trævækst. Man fandt et gammelt luftfoto fra 1954, som gav et fingerpeg om, hvordan området så ud kort tid efter fredningen, og det var det resultat, man ønskede at nærme sig.

	Kortet nederst er et luftfoto fra 1954, der gav inspiration til naturplejens resultat.

Der er jagtinteresser på odden, og derfor blev nogle få bevoksninger holdt fri for rydninger af hensyn til bl.a. råvildtet.

Af oddens ca. 92 ha blev omkring 25 ha bearbejdet med en stor knusemaskine, og træer, buske og krat blev sønderdelt og spredt ud på stedet. Det er ikke findelt materiale som flis, men iturrevede grene og vækst, der er efterladt. Mange steder var den store knusemaskine virkelig på arbejde, idet krattene stod som høje mure. Andre steder blev lettere maskiner anvendt.

I forbindelse med undertegnede er repræsenteret i Grønt Råd i Vordingborg kommune deltog jeg i en fremvisning af projektet og dets resultat den 11. maj 2009, hvor Grønt Råd var inviteret. Da jeg er kommet på Knudshoved Odde siden først i ´70,erne og kan huske området som det, det var engang, var det virkelig en stor overraskelse og en fornøjelse at se, hvad der var sket.

Allerede efter at være kommet over ”Draget” kunne de første ændringer ses, idet det meste af brombærkrattet og undervæksten under de flotte, fritstående egetræer i den gamle bisonfold langs sydsiden var ryddet.

	Krat og brombær er ryddet under egetræerne mod syd i den gamle bison-fold.

På nordsiden var bevoksningen stadig tæt, hvilket jeg også husker fra ”gamle dage”, da det var her under de meget ældre egetræer at bisonokserne ofte stod i skygge for solen eller i læ for regn og blæst. Allerede nu kunne man se langt vestpå og landskabet tegnede meget lig det, jeg husker tilbage på.

Længere vestpå var flere af de overgroede områder ryddet. Mange steder var det brombær, som var vokset fuldstændig vildt og havde kvalt alt under sig. Det gav et landskab, der ikke var til at ”se igennem”, da brombær og krat mange steder var 3-5 meter højt og uigennemtrængeligt. Mange af disse tilgroninger var udpeget af Vordingborg kommune og Rosenfeldt Gods til at blive ryddet, og man var stort set enige om hvad og hvor meget der skulle ryddes.

	Brombær og krat ryddet mellem hvidtjørn-bevoksningerne.

Vi endte "ekspeditionen" ved spidsen af odden, hvorfra vi nu kunne se langt østover uden at tilgroninger eller andet bevoksning lagde hindringer i vejen for et flot syn over dette imponerende landskab. Det var nu faktisk muligt at se helt ind til den gamle bisonfold, hvilket man også kunne før tilgroningen, og hvor det netop var overskueligheden og det åbne landskab, der var så specielt for Knudshoved Odde.

Nogle vil formentlig mene, at landskabet er blevet for åbent, at rydningerne har skæmmet det hele og der ikke længere er steder, hvor mennesker og dyr kan være ugenerte.

	Voldsomme krat er ryddet. Sporene er synlige endnu, men vil langsomt forsvinde.
	Fin udsigt østover fra spidsen af Knudshoved Odde

Men der er masser af gode gemmesteder for bl.a. råvildtet, idet man har ladet flere bevoksninger være urørt netop af hensyn til dyrelivet. Overdrevslandskabet med den spredte og kontrollerede bevoksning er tilbage i næsten samme stil som i ´70,erne, og hvis naturplejen fastholdes vil Knudshoved Odde helt sikkert fremover give endnu større naturoplevelser, med mere varieret flora og mange flere fugle.

Men det kræver, at der udarbejdes en plejeplan, og at der indføres flere ”naturplejere” i form af enten kreaturer eller måske heste. Ellers vil det være mennesker og dets maskiner, der fremover skal sørge for naturplejen, og det vil alt andet lige være en bekostelig udgift i forhold til at finde en naturlig måde at gøre det på. En eller anden form for maskinel deltagelse i naturplejen er dog nok uundgåeligt, da det jo er et meget stort område.

	Et bud på fremtidens "naturplejere" af racen "Galloway" - de kan gå ude hele året.

Brombær og anden vækst er allerede godt på vej op igen de steder, hvor det er ryddet, så lang tid skal der ikke gå før der findes en løsning på naturplejen. Ellers vil Knudshoved Odde igen i løbet af en kort årrække gro til. Og det vil være synd efter at Vordingborg kommune i samarbejde med Rosenfeldt Gods har gennemført dette meget flotte naturgenopretningsprojekt.

Ørnetur til Skåne 28. februar 2009

Den første røde glente og den første havørn vækker altid begejstring. Søerne var ikke helt tilfrosne, og på kanten af isen stod gæs og ænder, og i det åbne vand var der lille- og stor skallesluger, pibeand, hvinand, gråand, taffeland og troldand. 

Flere steder så vi også gravænder, sangsvaner og knopsvaner. Knopsvanerne lå i øvrigt også parvis i flere af de små vandhuller, som vi kørte forbi.

Men det var jo rovfuglene vi kiggede efter, og de røde glenter lod sig se hele tiden, og i Fyledalen i flot solskin kom farverne rigtig frem. Her viste hverken konge- eller havørn sig. Vi fik set mange sædgæs, canadagæs, masser af grågæs og blisgæs. 

Flere gange kom flokkene  op at flyve, når en havørn eller tre nærmede sig. 

Og ravne var der på hele turen, ganske nær af og til så man tydeligt hørte dem. 

Vi spiste vor frokost ved Näsbyholm søen, hvor en trane eller to var venlig at flyve over os, senere så vi to mere.

I alt så vi 57 arter.

Vejret var så flot, solskin det meste af tiden, vi havde vist alle fået for meget tøj på. 

Turen kørtes så vidt vi kunne se på kortet nogenlunde efter en tur, der er beskrevet i bogen ”Fugleture i Østdanmark og Sydsverige” d.v.s. Börringesjön – forbi Havgårdssjön – til Punkt 106 (der var stejlt op) – Näsbyholm – Fyledalen – forbi Kragholmsjön – Frihult – Sövdesjön og hjemad. 

Vi kørte i en helt ny grøn bus, dejligt. Og de 50 fuglekiggere, der var ombord fik en god dag og god fuglesnak.

Nogle var med for første gang på ørnetur og en havde aldrig set røde glenter. Andre var meget garvede fuglekiggere. 

Tak til Ulla og Lars, fordi I tog jer tid i år til at få en ørnetur op at køre.

Ida og Lisbeth

	Fotos: Finn Jensen

TUR TIL ÆBELØ 15-06-2008 – en anderledes tur

Tekst og fotos: Bente K. Christensen

Så stod vi der på kanten af vandet ved Lindøhoved, Nordfyn kl. 8. Klar over, at det ville blive en kold tur i knæhøjt vand. Tidevandet havde bestemt tidspunktet og de, der ikke havde prøvet turen før, havde lidt sommerfugle i maven. Hvordan skulle det nu gå at vade 1,5 km på ca. 45 min.? En del havde øjnene rettet mod himlen, hvor tunge regnskyer truede. Skulle vi nu både have vand forneden og fra oven? Påklædningen var lidt spøjs at se på. Pakket godt ind i fleece og vindjakker m. hætte på overkroppen og flest i opsmøgede shorts på underkroppen. I hånden vandrestav og plastposer. Jo vist – det var lidt af en udfordring.

Turleder Jens Bækkelund, der bl.a. har Æbelø som sit speciale, bød os alle 31 velkommen og informerede om hvordan øerne var opstået, ejerne, turen derover m.m. Og så vadede vi ud på Ebbevej med havterner flyvende over vore hoveder. Lidt anstrengt i begyndelsen, men efterhånden fandt vi ud af at det var bedst at følge markeringerne for ebbevejen, da dyndet ellers ville forlænge turen betydeligt. Men snakken gik, kommentarerne flød og snart øjnede vi kysten på Æbelø Holm. Vore fødder (var de overhovedet tilstede mere?) fik nyt liv ved at vi skiftede til sandaler/sko/støvler og varme sokker samt fik anstændigt tøj på underkroppen. Regntøjet kom kort efter start her på Holmen meget hurtigt frem. Vi fik nemlig en rigtig skylle (som én bemærkede: ”så støver det ikke så meget”). Dejligt altid at have så udprægede optimister med i denne DOF-flok. Det var kun en god stor byge og nu slappede vi lidt af ved at se os lidt om. Hvor smuk naturen her er, med en herlig kombination af farver: Dybblåt vand med lidt hvidt skum (forårsaget af blæsten og vindretningen), lysegrå strande med et hav(!) af smukke sten, hybenroserne, strandmandstro – den fredede plante og i baggrunden selve Æbelø (fredet i 1998) med høje bøge- og egetræer samt klinterne. Stor præstekrave med unge lod sig iagttage og fotografere på ganske nært hold på tangen. Sådan er Danmark, når det er bedst.

Så blev det Æbelø og Jens syntes at vi skulle indtage frokosten i læ og med solen varmende dejligt.

Vi nød det alle og inden vi fortsatte kom Jens igen på banen med oplysninger om plante- og dyrelivet m.m. En herlig vandretur gennem det skønneste terræn – godt nok med enkelte kraftige byger, som vi stod i læ af under træerne. Vi kom ud til udsigtspunktet ved kysten, hvor vi så ederfugle. Senere kom vi forbi et fugletårn med udsigt til Skovsøen. Nogle var gået i forvejen og havde set et glimt af en pirol.

Snart var vi fremme ved Æbeløgården, som vi ikke måtte nærme os, da der blev afholdt kursus på ejendommen af DOF, Kbh. Alligevel havde Jens fået lov til at gå op bagved gården for om muligt at se efter rødrygget tornskade. Jo den var der, men ude i en busk i god afstand fra gården.

Efter et kort ophold gik vi videre ud til fyret og en lille flok så en del mørklødet dåvildt. Jens havde fortalt at der også var mufloner, men dem så vi ikke. Ved fyret var vi så heldige at se Tejst.

Da vi fik en hel del blæst ind fra vest, undlod vi at følge kysten på denne side og fulgte vejen inde midt på øen.

Kaffen indtog vi på samme sted som vi holdt frokostpause og snart efter var vi på vej hjemad mod vadeturen. Samme procedure, som på udturen - med at tage noget af tøjet af på underkroppen - blev foretaget og med en koncentreret iver, kom vi i land, trætte, men alligevel lidt glade over at en anderledes tur var gået rigtig godt med i alt 28 fuglearter. En tur der vil blive husket.

Et par af os blev vidner til to uheld. Én hang fast i dyndet og væltede omkuld - heldigvis tæt på udgangspunktet. En anden tabte sit høreapparat i vandet, som utroligt heldigt blev samlet op af en anden æbelø-vandre.

Stor tak til arrangørerne. Hold da op, hvor I gør det godt. Alle spørger nu: ”Hvor skal vi hen næste gang”?

Vil du vide mere, kan du gå på nettet: www.æbelø.dk  og finde flere oplysninger.

Turberetning fra “TRANETUREN” den 4.-6. april 2008.

Af Ulla Brandt

Fotos: Finn Jensen

FREDAG den 4. april var vi en flok  på  36 personer, der satte kurs mod Sverige for at opleve bl.a. Tranerne ved Hornborgasjön. Turen derop gik planmæssigt, alle kom til tiden og vi nåede færgen i Helsingør som planlagt. 

Turen gik op langs den svenske vestkyst, hvor der jo mange steder er meget smukt. Vi gjorde holdt ved naturreservatet Getterön ved Varberg. Der var et flot fugleskjul og udstillingscenter. Tilbage i bussen blev Bente udpeget til at “holde regnskab” med de observerede fugle, og de første kunne skrives på listen, bl.a. vandrefalk og stor regnspove. Vi fortsatte og nåede til vandrehjemmet i Skövde kort før chaufførens hviletid skulle starte. Det var et flot vandrehjem hvortil der også hørte nogle små 4-pers. hytter, vi skulle bo i. Listen over hvem der skulle bo sammen, var udleveret hjemmefra. Aftensmad fik vi lidt senere i et blælkehus, hvori der bl.a. var fællesstue. Maden kom fra et cateringfirma, oksefilet m. kartoffelgratin og rødvinssause, desserten var budding med hindbær samt drikkevarer, Lis og Arne havde med fra Danmark. Maden var superlækker og stemningen var helt i top med den gode mad og de hyggelige omgivelser.

Vandrehjemmet ligger højt og op til en skov med en lille bjergsø (Åsbotorpssjön), hvor der skulle være nordisk lappedykker. Planen var at vi skulle ud og gå efter maden, men trætheden meldte sin ankomst, og turen blev udsat til næste aften.

LØRDAG morgen skulle vi af sted fra vandrehjemmet kl. 5.00 for at komme ud og opleve urfuglene. Vi skulle helst være på plads inden solopgang for ikke at forstyrre fuglene. Lis havde en aftale med en lokal ornitolog Kent-Ove Hvass, der for lidt bestikkelse (1 fl. Gl. Dansk + 1 fl. Snaps) mødte os og viste vej til området. Det var et militærområde, hvor der var nogle store åbne arealer. Vi fandt dem (urfuglene), for en del af os var det en ny art, og vi blev ikke skuffede. 25 fugle dansede på bedste vis for os, imponerende... I området skulle der endvidere være tjur, hjerper og elge. Selvom alle var opmærksomme, lykkedes det dog ikke at se nogen. På vejen ud af området igen, var der dog nogle få, der nåede at få et kort glimt af en hjerpe, der fløj op foran bussen. Og så var det hjem til morgenmad.

Efter morgenmaden gik turen mod Södre Brottet, der et stort stenbrud, hvori der holder stor hornugle til. Der var igen et flot skjul og alle spejdede... Et par gode øjne fik øje på den, jeg tror det var Anette, godt fundet.

Bagefter gik turen mod tranerne, stor jubel i bussen da de første traner sås. Og så var vi der, en stor oplevelse, og flot,  i alt 13.500 fugle anslog svenskerne tallet til. Der var faktisk også en del andre fugle i det store vådområde, bl.a. havørn og sangsvaner. Da vi først var kommet os lidt over de store tal, kom jo så de lidt mere negative tanker over det turistprægede, men egentlig er det jo det samme der sker ved vores egen “sorte sol” og mange, også ikke fuglekikkere, får jo en fin oplevelse, på  fuglenes præmisser.

Derefter gik turen videre til østlige side af Hornborgasjöen, hvor Hornborga naturrum ligger. Endnu to flotte skjul og markerede ruter rundt i landskabet. En del af os prøvede at vælge den blå, med Lars som guide, en fin tur, og vi kom ud og så en del af Sverige, hvor turister normalt ikke kommer. Da vi var tilbage ved vandrehjemmet var der ca en time til spisetid og så skulle søen Åsbotorpssjön lige besøges. Den nordiske lappedykker lykkedes det os ikke at se, men videre rundt i skoven så vi flere tegn på aktive spætter, m.v.

Aftensmaden var igen helt perfekt, forret med parmaskinke mm, baconsvøbt svinemørbrad med championsause og nøddetærte med æbler til dessert. Under middagen var der flere der rejste sig og takkede de tre arrangører for et flot stykke arbejde, og fremhævede endvidere det høje sociale niveau, som der var under hele turen. Men dagen var ikke slut, for kl. 23 havde Lars planlagt en ugletur, men pga. manglende tilslutning (der kom ingen) gik han vist bare ind og sov.

SØNDAG morgen var der rengøring af hytterne og efter morgenmaden gik det kl. 9 atter sydpå til naturområdet ved Store Mosse. Vi blev sat af bussen og gik igen af afmærkede stier langs søen gennem en “rigtig” svensk skov, hvor der mange steder var ret vådt. En flot tur hvor vi bl.a. så sortspætte, sort-, sump- og fyrremejser. Efter vi igen “fandt” bussen og fået vores madpakker, gik turen direkte mod det danske igen.

Alle trætte og fyldt med indtryk og oplevelser fra en super god tur. 

STOR TAK til Lis, Bente og Lars.

Artslisten: