ENØ/GAVNØ/DYBSØ FJORD

Syd for Næstved ligger øerne Gavnø, Enø og Dybsø i Dybsø Fjord. Enø og Dybsø ligger vestligst i fjorden og afskærer det store fjordområde fra Smålandsfarvandet. Mellem øerne findes nogle meget smalle sunde. Nordøst for Enø ligger Gavnø med det gamle slot. 

Store dele af det sydlige Enø og Dybsø består af afgræsset overdrev og langs fjordområdets kyster findes strandenge, rørskove og mindre skovarealer. Hele fjordområdet og havet ud for det er udpeget som Ramsarområde og EF-fugle- beskyttelsesområde.

Om vinteren ses store antal af overvintrende andefugle i fjordområdet, og mange knobsvaner og sangsvaner ses raste her. De smalle sunde omkring Gavnø - herunder ved Fladstrand - giver plads til tusindvis af troldænder og hvinænder i vinterhalvåret, men også andre af vores almindelige svømmeænder ses her. Alle 3 skallesluger-arter er hyppige gæster flere steder i området. 

Gæs raster i vintermånederne i stort tal på engene og markerne i hele området, især findes mange canadagæs, grågæs, knortegæs og bramgæs på markerne og engene ved Vejlø Skov og Enø Overdrev.  

Forskellige arter af rovfugle er tiltrukket af dette område med marker, enge og skove. Havørn har i flere år holdt til ved de store marker og skove ved Gavnø og omkring Vejlø. Området har indtil for få vintre siden været et af de faste steder på Sjælland, hvor der var fodringsplads for ørne. Især havørn har været fast gæst i området i vintermånederne, og af og til kan man være heldig at se kongeørn. Området er meget aktuelt for et kommende, ynglende havørnepar. Et par har vist interesse for et bestemt sted og endog bygget rede, men yngleforsøget blev ikke til mere.    

Vandrefalk er også hyppig efterårs- og vintergæst i eng-områderne, hvor den formentlig finder nem føde blandt de mange rastende andefugle.  

Der findes i Dybsø Fjord mange gode steder at besøge - ikke kun om vinteren, men også forår og sommer, hvor dette store lavvandede område er et vigtigt område for mange forskellige ynglefugle. Her skal bl.a. nævnes Jarsskov i den nordlige del af Dybsø Fjord og den høje Stejlebanke på landevejen mellem Næstved og Vordingborg, hvor man kan nyde den pragtfulde udsigt over Dybsø Fjord. 

RETUR TIL LOKALITETSOVERSIGT